7
Jun 11
Vin for snobber?
Vi skal ikke så mange år tilbage, før der hos rigtigt mange mennesker herskede den holdning, at vinelskere ofte var folk, der samtidig var temmelig snobbede. Hvorfor kunne de ikke bare drikke en almindelig dansk bajer, ligesom alle andre danskere gør.
Det har heldigvis ændret sig markant, for det at drikke vin er blevet langt mere udbredt, end det var for et par årtier siden. Der er måske en lille tak at sende til de mange kvinder, som aldrig har brudt sig særligt meget om øl, og som derfor valgte et glas hvidvin eller rødvin, når der skulle slappes af på en hyggelig fortovscafe.
Men der er hos nogle få mennesker fortsat knyttet snobberi til det at drikke vin. For eksempel anser jeg det for snobberi, når nogle mennesker fortsat hævder, at alt andet end fransk vin er noget sprøjt, som man ikke bør nedlade sig til at drikke.
Sagen er jo, at der gennem snart et halvt århundrede er sket en rivende udvikling hos vinproducenterne i en lang række lande i forskellige verdensdele. I dag kommer der glimrende vine fra USA – især Californien – og fra Australien. Også Sydamerika har meldt sig på banen med chilenske vine som nok de mest kendte.
I Europa er det nok først og fremmest Italien, der rager op med store kvalitetsvine, men man må selvfølgelig ikke glemme Spanien, som producerer nogle få meget store vine.
Og så er der de næsten helt ukendte vinproducenter i mindre lande. Nu skal man nok være så rar helt at glemme Østrig, der for en del år siden blev berygtet for skandalen med iblanding af kølervæske i noget hvidvin.
Men jeg har selv haft en stor vin oplevelse i Schweiz for nogle år siden. På en restaurant på et skib i Geneve søen fik jeg serveret en rødvin til maden, og jeg oplevede den som en stor og flot vin, men jeg kunne ikke med sikkerhed stedfæste den, og det lykkedes mig ikke at snige mig til at aflæse etiketten på flasken, da tjeneren skænkede op.
Jeg var naturligt nok nysgerrig med hensyn til vinens oprindelse, så på et tidspunkt tog jeg mig sammen og spurgte tjeneren, hvad det var for en vin. Hans svar overraskede mig, for det lød noget i retning af: Hvis du tager din bil og kører ad motorvejen her fra Geneve mod Lausanne, kan du på din venstre hånd se nogle store vinmarker på skråningerne ned mod søen. Det er fra det område, denne her vin kommer, fortalte han.
Hallo, altså en schweizisk rødvin, som oven i købet var en god oplevelse. Jeg spurgte tjeneren, hvordan det kunne være, at det var så ukendt for mig som meget interesseret i vin, at der blev fremstillet rødvin af god kvalitet i Schweiz.
Det er ganske forståeligt, fortalte tjeneren. Vores produktion af ordentlige vine i Schweiz er så lille, at der ikke er nok til at eksportere noget af den. Vi er måske nok lidt egoistiske, sagde han med et smil, men vi drikker det hele selv.